image_print

Det gik som det skulle: Slangerup blev slået igen

Team Fjelsted sendte Slangerup hjem med et ti points nederlag og sluttede årets hjemmematcher på bedste måde – bortset fra, at holdkaptajnen måtte nøjes med at se på

IMG_1806

Aftenens gæst i Fjelsted-vest nr. 1, Patryk Dudek (rød) åbnede matchen med en sejr over Kenneth Hansen (gul), Mikkel Michelsen (hvid) og Nikolaj Busk Jakobsen (blå), og han sluttede med en score på 17 point på 6 heats og viste sig dermed som en værdig afløser for Peter Kildemand. (Foto: © John L. Hansen)

Der er ingen tvivl om, at alle Fjelsted-fans havde glædet sig til at se Peter Kildemand tilbage i Team Fjelsteds returopgør med Slangerup onsdag aften. Og givetvis blev de skuffede, da det viste sig, at holdkaptajnen ikke kom på banen i årets sidste hjemmebanematch på grund af fortsatte problemer med en skadet højrehånd.
Til gengæld skulle man ikke langt ind i matchen, før skuffelsen blev overskygget af jublende begejstring, for det viste sig at aftenens A-kører, Patryk Dudek, var en særdeles værdig afløser for Fjelsteds Grand Prix-stjerne. 17 point på seks heats blev han noteret for, og ret meget flottere kan det som bekendt ikke gøres – og da slet ikke, når man er ny på holdet og ikke har kørt på banen i Fjelsted i de seneste sæsoner.

Peter Kildemand, som selvfølgelig var tilstede i ryttergården, kunne da også være rigtig godt tilfreds med den afløser, han og hans team selv med ultrakort varsel havde skaffet til Fjelsted, da det sent tirsdag aften stod klart, at han ikke selv ville blive i stand til at køre, og han fik heller ingen grund til at bide negle over indsatsen fra resten af holdet.
For ikke mindst Patrick Hougaard og Nikolaj Busk Jakobsen ydede deres væsentlige bidrag til, at Team Fjelsted i løbet af de første tre heats opnåede en behagelig fire points føring.

IMG_1825

Patrick Hougaard (rød) og Joel Larsson (blå) bragte Team Fjelsted foran med en 4-2 sejr over Leon Madsen (gul) og Andreas Lyager (hvid) i heat 2. (Foto: © John L. Hansen)

Slangerup fulgte ganske vist pænt med og sørgede for at vedligeholde spændingen over de følgende tre heats, som alle endte uafgjort; men derefter begyndte det at blive rigtig sjovt – i det mindste set fra Fjelsteds ende af ryttergården.
Patryk Dudek vandt sammen med dagens anden gæst, den svenske C-kører Joel Larsson, en overbevisende 5-1 sejr over Mikkel Michelsen og Kenni Nissen i heat 7, og Patrick Hougaard og Nikolaj Busk Jakobsen fulgte trop med at hente samme resultat i mødet med Leon Madsen og Kenneth Kruse Hansen i heat 8 med det resultat, at Fjelsteds føring voksede til 12 point.

Det var derfor ingen større overraskelse, at Slangerup valgte at indsætte Mikkel Michelsen som taktisk reserve i heat 9 i stedet for D-køreren Andreas Lyager og heller ikke, at de på den måde hentede en 1-5 sejr over Joel Larsson og Frederik Jakobsen.
At de derefter reducerede Team Fjelsteds føring til fire point ved at vinde bund-mod-top-heatet (heat 10) var også til at forudse. Men til gengæld kom det noget uventet, da de indsatte A-køreren Leon Madsen som taktisk reserve i heat 11 (top-mod-bund), for som bekendt skal et hold være mere end 6 point bagud for at køre taktisk. Det skal være usagt, om det skyldtes panik i Slangerup-lejren eller en simpel regnefejl, at man sendte den taktiske reserve på banen; men under alle omstændigheder førte det til en udelukkelse af Leon Madsen, hvorefter Patryk Dudek og Nikolaj Busk i omkørselen nogenlunde uforstyrret kunne køre en 5-1 sejr hjem og bringe Fjelsted 8 point i front.

IMG_1806

Nikolaj Busk Jakobsen (rød) og Frederik Jakobsen (blå) øgede Fjelsteds føring med endnu en 4-2 sejr over Kenni Nissen (hvid) og Kenneth K. Hansen (gul) i heat 3. Og tættere end det kom Slangerup aldrig på en sejr. (Foto: © John L. Hansen)

Et uafgjort heat 12 fratog gæsterne den sidste chance for at vinde matchen, og da også det første af de nominerede heats sluttede 3-3, var sejren definitivt Fjelsteds.
Dagens sidste heat sluttede med en 4-2 sejr til hjemmeholdet, og det var sådan set uden betydning, at gæsternes Mikkel Michelsen måtte trække af banen med motorstop, da startsnoren gik op.
Men midt i sejrsrusen var det svært ikke at have bare en lille smule medlidenhed med den uheldige Slangerupkører, og Nikolaj Busk Jakobsen viste da også en god portion fair-play, da han efter sejren standsede ved startsnoren og tog den uheldige Slangerup-kører med som passager på sin og Patryk Dudeks æresrunde.

Glimt fra matchen

Fotos: © John L. Hansen.

Med sejren er Team Fjelsted sikre på at være blandt de fire hold, som kæmper om medaljer i superfinalen, og det er da også en glad og lettet holdleder Morten Svendsen som efter matchen uddeler roser til hele holdet:
– Det er lidt stramt hele tiden at skulle kæmpe mod skader og afbud, og i aften havde vi igen to nye kørere på holdet, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Men alle kørte virkelig flot, så jeg er virkelig godt tilfreds, siger han.

– Patryk Dudek var jo helt fantastisk og havde oven i købet overskud til hele tiden at holde øje med sin makker, så han var afgjort en kører, jeg var glad for at have på holdet, uddyber holdlederen. Og med syv betalte point kan jeg heller ikke være utilfreds med Joel Larsson som dagens C-kører.

Morten føler dog trang til at fremhæve Patrick Hougaard, som i øvrigt også blev kåret som dagens fighter:
– Jeg synes, Patrick Hougaard fortjener meget mere “credit” i dansk speedway, siger han. Hougaard er f…. god og leverer altid et resultat, som er mere end godkendt, altid lige et par point mere, end man kunne forvente og aldrig noget halvdårligt. Han er en af Ligaens allerbedste B-kørere, så jeg kan godt være lidt ærgerlig over, at man ofte overser ham.

Også Nikolaj Busk Jakobsen får rosende ord med på vejen:
– Der var nok en del, som var usikre på, om Nikolaj kunne leve op til rollen som B-kører; men jeg var aldrig selv i tvivl, og jeg synes nok, at jeg tør sige her, hvor vi nærmer os sæsonens slutning, at har har vist sig som en solid B-kører, slutter Morten Svendsen, som nu allerede er begyndt at glæde sig til også at møde de regerende mestre fra Holsted til returmatch på udebane i næste uge.

IMG_2066g

 

Sejren og bonuspointet er hjemme. Stående f.v. Joel Andersson, Nikolaj Busk Jakobsen, Patryk Dudek og holdleder Morten Svendsen. Forrest: Patrick Hougaard og Frederik Jakobsen. (Foto: © John L. Hansen)

Resultat:

Team Fjelsted 47       Slangerup Speedway Klub 37  
1. Patryk Dudek (A) 17 6h 1. Mikkel Michelsen (B)  8+3 7h
2. Nikolaj Busk Jakobsen (B) 10+2 6h 2. Kenneth Kruse Hansen (B) 10 6h
3. Patrick Hougaard (B) 13+1 6h 3. Leon Madsen (A) 12 7h
4. Joel Larsson (C)  5+2 5h 4. Andreas Lyager (D)  0 2h
5. Frederik Jakobsen (D)  2 5h 5. Kenni Nissen (C)  7+3 6h

Dagens fighter: Patrick Hougaard, FSK

Download heatskemaet

Tilbage til: Nyheder