image_print

Næste medlem af bruttotruppen 2015:

Frederik Jakobsen skriver kontrakt med Team Fjelsted

Fjelsteds 80cc topkører springer direkte ind i Den Danske Speedway Liga, når han i 2015 kører sin første sæson i 500cc klassen som medlem af Team Fjelsteds bruttotrup

frederik-jakobsen

Danmarksmester, Nordisk Mester, Verdensmester og landsholdskører er blot nogle af de titler, Frederik Jakobsen kan skrive på sit CV efter 11 år som mikro- og 80cc kører i Fjelsted Speedway Klub. I sin første sæson i 500cc klassen kan han føje titlen Liga-kører til, når han bliver medlem af Team Fjelsteds bruttotrup. (Fotos: Michael Schmidt og Lene Jakobsen).

I en alder af bare 16 år har Frederik Jakobsen opnået noget nær stjernestatus i Fjelsted Speedway Klub, hvor han siden sin debut i 2004 har været fast medlem af holdene i 50cc- og senere 80cc-klassen og med sine hold hentet adskillige holdmesterskaber og endnu flere podiepladser hjem til Fjelsted.
Sideløbende har han haft en forrygende flot individuel karriere og har i løbet af sine 11 år på cyklen erobret titlerne som både Danmarksmester, Nordisk Mester, Europamester og Verdensmester. Og så har han forresten i de seneste fire år været medlem af det danske landshold i 80cc og har dermed også to Verdensmesterskaber og to Nordiske Mesterskaber for hold i baggagen.

Derfor bliver Frederik selvfølgelig fulgt med interesse, når han i den kommende sæson rykker op i 500cc klassen, og det har allerede i et stykke tid været kendt, at han i sin debut-sæson skal køre For Fjelsted Speedway Klub i Danmarksturneringen.
Det bliver imidlertid ikke hans eneste tilknytning til Fjelsted, for selv om Frederik endnu ikke har kørt en match i sin nye klasse, kan en yderst tilfreds holdleder Morten Svendsen afsløre, at Frederik Jakobsen også har skrevet kontrakt med Team Fjelsted – og ikke bare for den kommende sæson, men for hele fem sæsoner.

– Frederik er indbegrebet af Fjelsted, Fjelsted-kører til fingerspidserne, og det siger næsten sig selv, at vi har været meget ivrige efter at knytte så stærkt et talent som ham til Team Fjelsted, siger Morten Svendsen. Derfor er det også en rigtig god følelse at vide, at vi har ham på holdet i de kommende år, for Frederik er så afgjort en kører med et stort potentiale.

Umiddelbart regner Morten dog ikke med, at Frederik får sin liga-debut i sæsonens allerførste matcher:
– Han skal lige have lov at komme rigtigt i gang i sin nye klasse, før vi kaster ham ud i en en match mod topkørerne, siger holdlederen. Men jeg regner helt bestemt med, at vi får ham at se på banen, når vi når lidt hen på sæsonen, og det glæder jeg mig meget til.

Det samme gør sandsynligvis mange Fjelsted-fans, og vi byder Frederik Jakobsen rigtig hjertelig velkommen og ønsker ham fortsat held og lykke med speedwaykarrieren.

Tilbage til: Nyheder