Daniel Kaczmarek vender tilbage

Daniel Kaczmarek vender tilbage

Team Fjelsted har endnu en kontrakt på plads:Daniel Kaczmarek vender tilbage

Med to særdeles vellykkede gæsteoptrædener i 2015 kørte det unge polske talent sig direkte ind i Team Fjelsteds bruttotrup for 2016

kaczmarek_26082015

Daniel Kaczmarek leverede en forrygende indsats, da han i august debuterede i Den Danske Speedway Liga for Team Fjelsted og får nu fast plads i bruttotruppen for 2016. (Foto: © Vanessa)

Daniel Kaczmarek var kun lige fyldt 18 år, da han i august 2015 debuterede i Den Danske Speedway Liga for Team Fjelsted i udebanematchen mod Holstebro, og der var næppe mange herhjemme, som på det tidspunkt kendte hans navn. Umiddelbart kunne man da også få den mistanke, at den unge polske kører var en panikløsning for at udfylde pladsen som C-kører på et stærkt skadesplaget hold, og blandt Fjelsted-fans var forventningerne rimeligvis en smule beherskede.
Det skulle imidlertid vise sig, at Daniel Kaczmarek kunne en hel del mere end bare at udfylde en tom plads på heatskemaet. Hans danske debut blev en meget positiv overraskelse, og med en imponerende score på 10 point (dagens næsthøjeste) placerede han sig fra første færd blandt Ligaens stærkeste C-kørere.

Daniel kom på holdkortet endnu en gang i Team Fjelsteds udebanematch mod Holsted, og også her leverede han en fuldt tilfredsstillende indsats; men desværre fik Fjelsteds hjemmepublikum ikke lejlighed til at opleve ham i 2015.
Det er der til gengæld gode chancer for i den kommende sæson, for Team Fjelsted har netop skrevet kontrakt med Daniel Kaczmarek for sæsonen 2016, og holdleder Morten Svendsen glæder sig over det nye medlem af bruttotruppen:

kaczmarek-2015

Daniel Kaczmarek. (Foto: © Mateusz Biskup)

– Daniel Kaczmarek leverede en usædvanligt flot præstation i Holstebro på en dag, hvor der ikke var andre, som var rigtig gode, og hans indsats i Holsted var bestemt også godkendt, siger holdlederen.
– Og så er han oven i købet en ualmindeligt behagelig fyr, tilføjer Morten, så faktisk forhørte jeg mig allerede lige efter matchen i Holstebro, om han var interesseret i at køre for os i den kommende sæson, hvis han vel at mærke blev kategoriseret som C-kører.

Det var han, og også kategoriseringen faldt heldigvis på plads, og dermed var vejen banet for en plads i Team Fjelsteds bruttotrup 2016.
– Det er jeg yderst tilfreds med, for blandt næste års udenlandske C-kørere er der ingen, jeg hellere vil have på holdet, end lige netop Daniel Kaczmarek, slutter Morten Svendsen.

At Daniel Kaczmarek også er en værdsat kører i sit hjemland, hvor han har stamklub i Unia Leszno, men i 2015 var udlånt til Wanda Kraków, blev bevist, da hans værksted sidst i oktober blev raseret af en voldsom brand, som kostede ham begge hans speedwaycykler samt hans øvrige udstyr og team-bil.
Der gik nemlig kun to dage, før fanklubberne i både Leszno og Kraków havde iværksat en støtteindsamling bl.a. med salg af specialfremstillede tørklæder og auktion over plakater med Daniels autograf. Og da også hans stamklub og hans sponsorer trådte til med støtte, håber Daniel Kaczmarek at være klar med nye cykler og nyt udstyr, når sæsonen starter.
Vi glæder os til at se ham på banen i Fjelsted.