image_print

Team Fjelsted fik alle tre point med hjem fra Holsted

Årets sidste ordinære match blev både tæt og spændende; men midt i matchen tog Team Fjelsted føringen og holdt den, til Holsted var slået med cifrene 40-44

hougaard_1839

Patrick Hougaard blev sit holds topscorer, da Team Fjelsted besejrede Holsted Tigers i årets sidste ordinære match. (Foto: © John L. Hansen)

Det blev tæt, det blev spændende, og det sluttede så godt, som det overhovedet kunne.
Det er den korte gengivelse af Team Fjelsteds sidste match i dette års grundspil i Den Danske Speedway Liga, som sluttede med, at Holsted Tigers måtte indkassere et hjemmebanenederlag på 40-44 og se Team Fjelsted sætte kursen mod Fyn med både sejren og bonuspointet i baggagen.

Den lidt længere version fortæller, at de to hold fulgtes pænt side om side gennem dagens tre første heats, hvorefter Holsteds Dawid Lapart og Nicki Pedersen bed fra sig med en 5-1 sejr over Patrick Hougaard og Peter Kildemand.
Daniel Kaczmarek og Nikolaj Busk slog imidlertid omgående igen med en 1-5 sejr over Kasper Lykke Nielsen og Rasmus Jensen i det følgende heat, hvorpå Patrick Hougaard og Patrick Hansen bragte Fjelsted i spidsen ved at vinde sjette heat 2-4.
Holsted udlignede dog straks med en 4-2 sejr, og efter syv heats var stillingen således uafgjort 21-21.

busk_0151

Nikolaj Busk Jakobsen. (Foto: © John L. Hansen)

Heat 8 blev imidlertid skelsættende, da Patrick Hougaard og Nikolaj Busk Jakobsen med en 1-5 sejr over Dawid Lampart og Rasmus Jensen gav Team Fjelsted en fire points føring, som det aldrig lykkedes for Holsted-tigrene at indhente.
Man deltes pænt om heat 9, heat 10 og 11 gav en sejr til hhv. gæsterne og hjemmeholdet, som sig hør og bør, og det sidste ordinære heat endte uafgjort, og Fjelsteds føring var intakt, selv om slaget endnu ikke var vundet.

Det blev det til gengæld, da Patrick Hougaard, kørte først over stregen i heat 13 fulgt af en D-kører i topform, Patrick Hansen og dermed sikrede Team Fjelsted den endelige sejr. Og så var det ganske uden betydning, at Peter Kildemand og Nikolaj Busk måtte se sig slået af Nicki Pedersen og Dawid Lampart i dagens sidste heat.
Sluresultatet blev 40-44 og Team Fjelsted kunne sætte kursen hjemad medbringende både de to matchpoint og bonuspointet samt – ikke mindst en 100% sikker plads i Superfinalen.

patrick-hansen_0178

Patrick Hansen (Foto: © John L. Hansen)

I Holsted havde man inden matchen spekuleret en hel del i statistikker og regnet på de to holdkaptajners resultater både generelt og i deres direkte møder i Danmark, Polen og Sverige i den forløbne sæson, og man konstaterede, at Nicki Pedersen var den stærkeste af de to. Det viste sig også at slå til i onsdagens match, for sandt at sige var Peter Kildemand ikke helt på toppen denne aften.
Samtidig spåede man imidlertid, at styrkeforholdet også ville betyde en sejr til Holsted; men på det punkt havde man gjort regning uden Team Fjelsteds fire andre kørere.

– Der skal ikke bare en holdkaptajn, men et helt hold til at vinde en match, og dette her var en perfekt holdindsats, fastslår holdleder Morten Svendsen, som med hans egne ord er “svært tilfreds” med sejren.
– Peter kørte bestemt ikke sin bedste match i aften, fortsætter han. Men så var der til gengæld fire andre kørere, som stod klar til at støtte ham. De gjorde alle fire en flot indsats i aftern, og det blev afgørende.

Holdlederen nævner i den forbindelse Patrick Hougaard, som sluttede matchen som Team Fjelsteds topscorer:
– Hougaard er en fantastisk stabil kører, som altid leverer resultater, som strengt taget er en A-kører værdige, lyder hans kommentar, og han fortsætter:
– Nikolaj Busks indsats i aften var mere end godkendt, og Patrick Hansen viste sig at være det helt rigtige valg til en match i Holsted. Patrick var f… god, og han fik bestemt ikke noget forærende, men kæmpede sig til sine points, slutter holdlederen.

hsk-fsk-12082015

Team Fjelsted efter sejren. Bagest: Nikolaj Busk Jakobsen, Daniel Kaczmarek og holdleder Morten Svendsen. Forrest: Peter Kildemand, Patrick Hougaard og Patrick Hansen. (Foto: Karsten Nørskov)

Som allerede nævnt betyder sejren, at Team Fjelsted efter at have kørt alle sine matcher nu er sikker på at slutte grundserien i Top 4. Det samme er Munkebo, Esbjerg og Region Varde; men den indbyrdes placering kendes først, når de har kørt alle deres matcher næste onsdag.

Resultat:

Holsted Tigers 40       Team Fjelsted 44  
1. Nicki Pedersen (A) 16+1 6h 1. Peter Kildemand (A) 10+1 6h
2. Rasmus Jensen (B)  3 5h 2. Nikolaj Busk Jakobsen (B) 10+3 6h
3. Dawid Lampart (B) 12+4 7h 3. Patrick Hougaard (B) 13 6h
4. Kasper Lykke Nielsen (C)  9 6h 4. Daniel Kaczmarek (C)  6 5h
5. Martin Steen Hansen (D)  0 4h 5. Patrick Hansen (D)  5+3 5h

Dagens fighter: Kasper Lykke Nielsen, HSK

Tilbage til: Nyheder