image_print

Topmøde i Munkebo

På onsdag går det løs i Munkebo, når Team Fjelsted møder Munkebo Scorpions, Esbjerg Vikings og Region Varde i DSL Superfinalen – og Fjelsted-fans er mere end velkomne!

finalfour2015

Det kan simpethen ikke undgå at blive spændende, når Den Danske Speedway Ligas fire tophold mødes på onsdag til den afsluttende kamp om medaljerne, for der er lagt op til en Superfinale, hvis resultat langtfra er afgjort på forhånd.

– På papiret er det den mest åbne Superfinale nogensinde, vurderer Team Fjelsteds holdleder, Morten Svendsen, som dog samtidig indrømmer, at Munkebo Scorpions er storfavoritter til guldmedaljerne.
– Historisk set har hjemmeholdet jo vundet alle de hidtidige superfinaler, siger han, så selv om vi allesammen selvfølgelig i princippet går efter guldet, ved vi godt, hvem der er kæmpefavoritter.

Det skyldes ikke kun hjemmebanefordelen, at Morten tildeler Munkebo favoritrollen, for selv en andenplads i finaleopgøret vil være nok til at sikre hjemmeholdet den samlede sejr, eftersom de medbringer fire point fra grundspillet mod Esbjergs to og Fjelsteds ene point.
En førsteplads i Final Four indbringer som bekendt 4 point, en andenplads 3, en tredjeplads 2 og fjerdepladsen 0 point, og en smule hurtig hovedregning afslører således, at både Esbjerg og Fjelsted står over for en vanskelig opgave, og har brug for en god portion held, hvis de skal nå den endelige førsteplads.
Det samme gælder i høj grad Region Varde, som med 0 point i baggagen kun kan gøre sig håb om guld, hvis onsdagens match slutter med nøjagtigt det omvendte resultat af grundspillet, hvilket vil give alle hold fire point, hvorefter den regel træder i kraft, at vinderen af Superfinalen erklæres som vinder af årets Danske Speedway Liga

team-fjelsted-finalfour

Team Fjelsted stiller til Superfinalen med et stærkt hold bestående af Peter Kildemand, Nicolas Covatti, Patrick Hougaard, Nikolaj Busk Jakobsen og Patrick Hansen. (Fotos: John L. Hansen)

– Enhver kan derfor regne ud, at det ville være tom snak, hvis jeg gav mig til at love, at vi vender hjem med guldmedaljer, siger Morten. Så istedet vil jeg love, at vi vil kæmpe hårdt for at komme på podiet og som minimum beholde den bronzemedalje, vi står til efter grundspillet.
– Men kan vi bytte den til et ædlere metal, ville det da være fantastisk, tilføjer holdlederen.

Peter Kildemand står selvfølgelig i spidsen for Team Fjelsted i det spændende slutopgør, og Morten kan glæde sig over igen at kunne sætte Nicolas Covatti på holdkortet efter hans skadespause. Patrick Hougaard og Nikolaj Busk Jakobsen bliver holdets to B-kørere, og holdets femtemand bliver Patrick Hansen.

Holdopstilling:

Munkebo Scorpions     Esbjerg Vikings
1. Hans Andersen (A) 1. Niels Kristian Iversen (A)
2. Anders Thomsen (C) 2. Mikkel Bech (B)
3. Timo Lahti (B) 3. René Bach (B)
4. Vitaly Belousov (B) 4. Michael Palm Toft (C)
5. Jesper Scharff (D) 5. Simon Nielsen (D)
Team Fjelsted Region Varde
1. Peter Kildemand (A) 1. Dakota North (B)
2. Nicolas Covatti (C) 2. Tomasz Gapinski (B)
3. Patrick Hougaard (B) 3. Mads Korneliussen (A)
4. Nikolaj Busk Jakobsen (B) 4. Jonas B. Andersen (C)
5. Patrick Hansen (D) 5. Michael Thyme (D)

Matchen køres onsdag den 9. september kl. 18.00 på
Munkebo Speedway Center, Garbækstoften 20, 5330 Munkebo
og der er al mulig grund til at møde op og heppe på Fjelsted-drengene.

Men kom i god tid! Det bliver med garanti et tilløbssttykke!!

Tilbage til: Nyheder