Nervepirrende aften i Grindsted

Nervepirrende aften
i Grindsted

Med Grindsted i førertrøjen omtrent fra starten tegnede alt til et nederlag for Team Fjelsted, men i matchens sidste minut vendte billedet, og Team Fjelsted vandt med 41-43

gsk-fsk_20052015_9574

Det kneb med heatsejrene for Team Fjelsted, og det var et af de få lyspunkter, da Nikolaj Busk Jakobsen (hvid) og Nicolas Covatti (gul) vandt dagens femte heat. Desværre lykkedes det for Emil Grøndal (rød) at klemme sig imellem dem. (Foto: John L. Hansen)

Det kneb med heatsejrene for Team Fjelsted, og det var et af de få lyspunkter, da Nikolaj Busk Jakobsen (hvid) og Nicolas Covatti (gul) vandt dagens femte heat. Desværre lykkedes det for Emil Grøndal (rød) at klemme sig imellem dem. (Foto: John L. Hansen)

Der var formodentlig en håndfuld speedwayfans eller to, som spærrede øjnene op ved synet af Grindsteds holdopstilling i onsdagens match mod Team Fjelsted, for det er en anelse usædvanligt at se en B-kører rykket ned på reservepladsen, mens en ny C-kører trækker i vest nr. 2.
Forundringen blev næppe mindre, efterhånden som matchen skred frem, og femtekøreren Johannes Kikkenborg kørte points hjem med sådan en fart, at det så ud til af Team Fjelsteds holdleder Morten Svendsen ville få ret i, at matchen ville blive vundet på “bunden”.

Allerede efter dagens tredje heat havde Grindsted således taget en fire points føring, og de holdt kursen, kun afbrudt af enkelt 2-4 sejr til Nikolaj Busk Jakobsen og Nicolas Covatti i heat 5 og havde udbygget den til seks point efter heat 9, hvor Fjelsted ikke helt havde fået det forventede udbytte ud af at indsætte taktisk reserve på begge pladser.

Dermed tegnede alt til en sikker sejr til hjemmeholdet, og da mødet mellem gæsternes top og hjemmeholdets bund i heat 10 oven i købet sluttede uafgjort, var der ikke meget håb om, at tingene ville ændre sig.

gsk-fsk_20052015_9631

Peter Kildemand (hvid), Nikolaj Busk Jakobsen (gul) og Emil Grøndal (blå) i heat 10. (Foto: John L. Hansen)

Det skete ikke desto mindre, da Nikolaj Busk Jakobsen blev indsat som taktisk reserve i heat 11 og sammen med Nicolas Covatti gav Grindsteds Michael Jepsen Jensen og Lasse Frederiksen baghjul i en flot 1-5 sejr, som reducerede hjemmeholdets føring til bare to point, og håbet om, at Peter Kildemand og Patrick Hougaard ville gentage kunststykket i heat 12, varmede den lille skare forfrosne Fjelsted-fans ganske gevaldigt.

Det skete til gengæld ikke!
Denne gang var det derimod Grindsted-kaptajnen, som kom først over stregen; men med Peter Kildemand og Patrick Hougaard på hhv. anden- og tredjepladsen var den indbyrdes stilling uændret og håbet nogenlunde i behold.

Nikolaj Busk Jakobsen (hvid) og Nicolas Covatti (gul) gav Michael Jepsen Jensen baghjkul i heat 11. (Foto: John L. Hansen)

Nikolaj Busk Jakobsen (hvid) og Nicolas Covatti (gul) gav Michael Jepsen Jensen baghjkul i heat 11. (Foto: John L. Hansen)

Det er ikke for meget sagt, at spændingen var på bristepunktet, da Patrick Hougaard tog føringen i heat 13, mens Nicolas Covatti forsøgte at kæmpe sig forbi Grindsted-duoen Michael Jepsen Jensen og Emil Grøndal. Og spændingen blev ikke mindre, da Covatti styrtede og blev udelukket fra omstarten, hvorefter Patrick Hougaard ene mand holdt begge Grindsted-kørerne bag sig frem til målstregen.

gsk-fsk_20052015_9670

Patrick Hougaard (hvid) og Nicolas Covatti (gul) lagde op til en heatsejr over Emil Grøndal (blå) og Michael Jepsen Jensen (rød) i heat 12. Desværre styrtede Covatti; men Hougaard vandt heatet. (Foto: John L. Hansen)

Med stillingen 40-38 var der selvsagt lagt op til en intens kamp mellem Grindsteds Krystian Pieszczek og Johannes Kikkenborg og Fjelsteds Peter Kildemand og Nikolaj Busk Jakobsen i det afsluttende heat.

Desværre blev den lidt for intens, da Johannes Kikkenborg kørte op under Peter Kildemand og sendte ham i hegnet i andet sving, hvilket indbragte Grindsted-køreren en udelukkelse fra omstarten.
På det tidspunkt var det tydeligt for de nærmeststående, at Team Fjelsteds holdleder begyndte at blive grå i tindingerne, for Grindsted havde stadig chancen for både en sejr og en uafgjort match.

 

Krystian Pieszczek fik dog ikke lov at udnytte den. I matchens allersidste minut kørte Peter Kildemand og Nikolaj Busk en 1-5 sejr hjem og med den kom også en samlet sejr til Team Fjelsted på 41-43 i hus.

gsk-fsk_20052015_9686

Det blev dyrt for Grindsted, da Johannes Kikkenborg (blå) i dagens sidste heat kørte Peter Kildemand (gul) af banen. (Foto: John L. Hansen)

– Jeg bliver gråhåret, hvis vi skal blive ved med at vinde på denne måde, udtalte holdleder Morten Svendsen umiddelbart efter matchen. Det er simpelthen alt for nervepirrende!
Holdlederen glæder sig selvfølgelig over, at der nu står to matchpoint mere på kontoen, men er alligevel ikke helt sikker på, at sejren var fortjent:
– Vi var bagud fra heat tre og vandt først i allersidste heat, så jeg synes ikke, man kan sige, at vi var det bedste hold i dag, siger han.
– Faktisk synes jeg ikke, at vi var ret gode, for på en bane som Grindsteds er det jo svært at lave forbikørsler, og derfor er det altafgørende at lave starterne, og dem lavede vi ikke ret mange af, fortsætter holdlederen. Så jeg synes nærmest, vi excellerede i ikke at være gode nok, selv om vi da hang på.

– Til gengæld synes jeg, at holdet viste en fantastisk høj moral, fastslår Morten. Når et hold er bagud gennem en hel match og alligevel bliver ved med at kæmpe, så er det noget meget positivt, og når Nikolaj og Covatti så går ud og kører en 1-5 sejr hjem i heat 11, så sætter det kampgejsten yderligere i vejret, og det er rigtig dejligt at se.
– Holdets moral og kampvilje er absolut i top, så hvad det angår, har jeg kun roser til holdet, slutter Morten Svendsen.

Team Fjelsted efter sejren i Grindsted. F.v. holdleder Morten Svendsen, Peter Kildemand, Nikolaj Busk Jakobsen, Patrick Hougaard, Patrick Hansen og Nicolas Covatti. (Foto: John L. Hansen)

gsk-fsk_20052015_9709b

Team Fjelsted efter sejren i Grindsted. F.v. holdleder Morten Svendsen, Peter Kildemand, Nikolaj Busk Jakobsen, Patrick Hougaard, Patrick Hansen og Nicolas Covatti. (Foto: John L. Hansen)

Resultat:

Grindsted Speedway Klub 41         Team Fjelsted 43  
1. Michael Jepsen Jensen (A) 10 6h 1. Peter Kildemand (A) 16+1 7h
2. Lasse Frederiksen (C)  2+1 4h 2. Nikolaj Busk Jakobsen (B) 11+3 7h
3. Krystian Pieszczek (B) 11 6h 3. Patrick Hougaard (B) 12+1 7h
4. Emil Grøndal (D)  7+1 6h 4. Nicolas Covatti (C)  4+2 5h
5. Johannes Kikkenborg (B) 11 6h 5. Patrick Hansen (D)  0 2h

Dagens fighter: Emil Grøndal, GSK