Peter Kildemand fortsætter som holdkaptajn

Peter Kildemand fortsætter som holdkaptajn

Bruttotruppen 2016:

Peter Kildemand fortsætter som holdkaptajn i 2016

Store forventninger til Grand Prix-stjernens tiende sæson for Team Fjelsted

rohan_tungate

Peter Kildemand tager hul på sin 21. sæson i Fjelsted-vesten og bliver samtidig den første Grand Prix kører, som er avlet i Fjelsted og stadig kører her. (Foto: © John L. Hansen)

Lige siden Peter Kildemand i 1994 debuterede som speedwaykører i en alder af bare 4 år, har hans navn været tæt forbundet med Fjelsted Speedway Klub, hvor han har fejrer triumfer i både 50cc, 80cc og 500cc klasserne og ikke mindst i på DSL-holdet Team Fjelsted, hvor han debuterede i 2007 og siden 2012 har indtaget pladsen som holdkaptajn.

Dermed er han den kører, som har den længste uafbrudte karriere på Team Fjelsted, og i dag er det næsten umuligt at forestille sig Team Fjelsted uden Peter Kildemand i spidsen.
Ikke desto mindre har mange fans nok gennem de seneste måneder følt sig en smule usikre på, hvor længe Team Fjelsted ville få lov at beholde sin stjerne-kører, for netop 2015 har Peter Kildemand leveret en række pragtpræstationer, som uden overdrivelse må betegnes som hans bedste sæson nogensinde og for alvor har gjort ham til en eftertragtet kører både herhjemme og internationalt.
Således vakte det berettiget opmærksomhed, da han i juni blev indsat som reserve i Grand Prix- serien og i løbet af ni matcher kørte sig op på en samlet niendeplads, hvilket udløste et wildcard til sæsonen 2016, som dermed bliver hans første fulde GP-sæson.

Peter Kildemand. (Foto: © John L. Hansen)

Den internationale succes får dog ikke Peter Kildemand til at svigte Fjelsted, og vi kan derfor glæde alle fans og supportere med at afsløre, at han også vil stå i spidsen for Team Fjelsted i 2016.

– Jeg glæder mig til endnu en sæson i Fjelsted, for det betyder utroligt meget for mig at køre netop her, siger Peter. Det er noget specielt at trille ud på banen om foråret og kører de første omgange på anlægget. Det giver et sus i maven, hver gang en ny sæson starter, og opbakningen fra alle de frivillige og sponsorerne bliver hele tiden større.

Også holdleder Morten Svendsen er ovenud tilfreds med at få lov at beholde Peter Kildemand:
– Det har virkelig været en fornøjelse at opleve Peter i år, siger han.  Jeg synes, han er vokset, og han har i høj grad styr på sine ting, så jeg forventer mig meget af ham og hele holdet i den kommende sæson.

– Og så er det selvfølgelig noget helt særligt, at Peter er den første Grand Prix-kører, vi selv har “avlet” i Fjelsted, og som stadig kører her, slutter holdlederen.

Tilbage til: Nyheder